LitteraturCafé
i Sognehuset

Tidspunkt: 7/02/2018 19:30
Sted: Sognehuset
Arrangør: Mårslet Kirke

Tove Ditlevsen – Forfatterskabet og kvindens univers.

Tove Ditlevsen var pigen fra Vesterbro, der blev forfatter. Hun fjernede sig fra sit miljø men havde en ægthed i sin litteratur, som fandt genklang hos et stort publikum. Hun var i clinch med de modernistiske forfattere i sin tid men bevarede sin autonomi. Hun skildrede kærlighedens glæder og sorger og viste livets skrøbelighed. Hun ville det hele – hun søgte trygheden men ville samtidig bryde normerne. Et menneske med en utrolig råstyrke men også et ”både-og”- menneske, der ofte ville det hele på én gang, men som ofte ikke magtede det. Tove Ditlevsen havde et kæmpe talent – men var også en forfatter, der havde følgesvende som svagheder, usikkerhed og ensomhed.

Tove Ditlevsens forfatterskab rummer mange genrer. Hun er bl.a. kendt for sine digtsamlinger: ”Pigesind” og ”Kvindesind”, ” Erindringer – barndom, ungdom” samt adskillige romaner, noveller og essays. Hun skrev klummer og kronikker i aviserne, og hun passede en brevkasse i Familie Journalen i tyve år. Hun påtog sig opgaver for at tjene til “livets ophold”, blandt andet Magasin du Nords kundeblad og andre kommercielle opgaver.

Mange kvindelige forfattere af høj karat har set dagens lys efter Tove Ditlevsen, men hendes forfatterskab er stadig vedkommende. I 2015 opførtes teaterforestillingen ”Tove – Tove – Tove” baseret på hendes mere ukendte tekster med teaterkollektivet Sort Samvittighed. I 2016 kom vi ind i ”Toves værelse” med Paprika Steen i hovedrollen i en teateropsætning på Folketeateret i København. Titlen refererer til Tove Ditlevsens sidste roman: ”Wilhelms værelse”, og omhandler hendes sidste 10-15 år, hvor hun var gift med Victor Andreassen. 100 året for Tove Ditlevsens fødsel fejredes den 14. december 2017.

Foredragsholder denne aften er cand. pæd. og højskolelærer, Lene Kirkegaard. Lene Kirkegaard har haft sit primære virke på Esbjerg Højskole og holder nu foredrag over det ganske land.

Arrangementet er et samarbejde mellem ”Litteraturkreds 8320” og ”KulturCafé 8320”.

Entré kr. 50,- incl. kaffe/te og hjemmebag.

Læs mere om arrangementet via linket nedenfor.

link