Nanook - kuldens søn
Film på Moesgård Museum

Tidspunkt: 25/02/2006 12:30
Sted: Moesgård Museum
Arrangør: Moesgård Museum

Nanook - kuldens søn regnes som verdens første rigtige dokumentarfilm og er et unikt historisk dokument fra 1922, som beskriver eskimoernes liv i den barske natur. Filmen er interessant i forhold til temaer om f.eks. Grønland og om, hvordan man beskriver "eksotiske" steder og mennesker på film, samt til diskussioner om, hvordan man kan "fastholde" fortiden på film.

Nanook - kuldens søn var en verdenssensation, da den blev vist i biograferne i 1922. Filmen fortæller historien om eskimoen Nanook (Bjørnen) og hans families barske liv ved Hudsonbugten i Alaska. Det er et virkeligt drama, hvor vinterstormene ikke kun er en del af de dramatiske effekter eller kulisser, men livstruende og dødsensfarlige både for mennesker og dyr. I tidligere rejsefilm blev mennesker fra fjerne egne fremstillet som eksotiske kuriositeter, men Robert J. Flahertys skildringer af Nanook og hans familie var levende og medfølende.

Flaherty havde mødt Nanook på flere af de forskningsrejser, han havde foretaget i området. For at kunne give et troværdigt billede af sine medvirkende bosatte han sig sammen med eskimofamilien i de 16 måneder, det tog at optage filmen.

Det banebrydende i Nanook - kuldens søn var, at den ud over at beskrive eskimoernes hverdagsliv satte deres liv ind i en større sammenhæng. Filmen beskriver ikke kun en jagt eller bygningen af en iglo, men viser eskimoernes vanskelige levevilkår. Filmens genialitet ligger i kampen mellem Nanook og den kompromisløse natur. Flaherty havde afluret nogle af filmsprogets finesser, så han med det enkle tekniske udstyr formåede at skabe drama i historien. Publikum fattede stor sympati for Nanook og hans familie og levede sig ind i deres livs barske drama.
Varighed: 65 min.