Orientalske tæpper -
på Moesgård

Tidspunkt: 1/04/2006 12:00
Sted: Moesgård Museum
Arrangør: Moesgård Museum

Orientalske tæpper - håndværk, traditioner og folkesagn.
Særudstilling 1. - 30. april 2006

Orientalske tæpper har i hundredvis af år været en eftertragtet vare i det meste af af verden. Tæppemagerhåndværket er en meget gammel tradition, og mange orientalske tæpper er tæt knyttet til de lokale områders identitetsfølelse, levevis og historie. Hvad de færreste ved er, at tæpperne - ud over at være smukke og luksuriøse - også kan fortælle interessante historier fra Orienten. Via indviklede mønstre, vævninger og symboler kan tæpperne dateres og sættes i forbindelse med historiske hændelser eller folkesagn.

Moesgård Museums etnografiske samling sætter fokus på disse kulturgenstande i en lille udstilling om sjældne antikke tæpper, der fortæller historier fra især Mellemøsten. På baggrund af persiske og tyrkiske eksperters fortællinger formidles tæppernes historie, alder og billedunivers.

Aktiviteter i udstillingen:
Den iranske tæppeekspert Said Etemadi vil på udvalgte dage arbejde på at væve et billedtæppe i udstillingen. Tæppet bliver et ganske særligt tæppe, hvis motiv er Kronprinsparret, der vil få tæppet som gave, når det er færdigt. Desuden vil han demonstrere, hvordan man reparerer slidte og ødelagte tæpper.

Said Etemadi vil også fortælle om de udstillede, antikke tæpper. Desuden har publikum mulighed for at medbringe deres egne tæpper og få dem analyseret, dateret og vurderet af tæppeeksperten i udstillingen.

Said Etemadi vil være i udstillingen på følgende dage:

Lørdag og søndag 1.-2. april
Lørdag og søndag 8.-9. april
Påsken: torsdag til mandag 13.-17. april
Lørdag og søndag 22.-23. april
Lørdag og søndag 29.-30 april
Alle dage kl. 12-16