Bog om den lokale natur
21/10/2003

I næste uge omdeles bogen ’Naturen… hos os i Mårslet’ gratis til samtlige husstande i postdistrikt 8320 Mårslet. Udgivelsen markeres med en reception på lørdag kl. 10.00 i Sognehuset på Obstrupvej, hvor alle er velkomne.

Den 50 sider store bog er det synlige resultat af Projekt Naturpatruljer i
Mårslet, som blev sat i værk i det tidlige forår 2002. I løbet af projektperioden har frivillige patruljer af børn og voksne gentagne gange gennemtrawlet otte lokale naturområder og registreret hvad de har fundet af dyr og planter.

Projektet har givet mange gode oplevelser til deltagerne, og det har skabt en systematiseret viden om områderne omkring Giber A, Baronmosen, Hørret Enge og flere andre små lokale naturperler.
Den nye bog formidler hvad naturpatruljerne fandt frem til, og den fortæller små historier om den nære natur og om en del af de registrerede arter. Det er udgivernes håb at skriftet vil virke som inspiration for mange ture i den nære natur for borgerne i og omkring Mårslet.

Bogen udgives af Miljøgruppen under Mårslet Fællesråd. Den er skrevet og
redigeret af medlemmer af naturpatruljerne samt enkelte andre. Århus Kommunes Naturforvaltning har bistået med teknisk hjælp til færdiggørelsen.
Desuden har Friluftsrådet givet 50.000 kr. til trykning og Mårslet Fællesråd betaler 3.000 kr. til distribution.

Efter lørdagens reception afholdes fra kl. 12 et seminar for medlemmer af naturpatruljerne og andre interesserede.

link