Brændevinslauget
25/2/2002

Snart er vinteren forbi – håber vi da – men i Mårslet Brændevinslaug har vi ikke ligget på den lade side. Vinteren er tid for at bearbejde sommerens og efterårets høst af urter, frugter og bær fra den danske natur. Sammen med gode krydderier, der har været anvendt til utallige formål i århundreder – er vi nu klar med en række helt nye produkter.
Sammen med SuperBrugsen i Mårslet indbyder vi derfor til smagning, fredag den 1. marts fra kl. 12:00 og lørdag den 2. marts fra kl. 10:00. Der vil være mulighed for at smage på ’Hedepigens Kys’ – og på ’Hollandsche Kreuter’. Førstnævnte er udelukkende produceret af urter fra Hjerl Hede; mens den nederlandske kryddersnaps, med kraftig smag af anis, appelsin m.v. – er en dram også for dem, der hidtil ikke troede, de kunne lide den slags.
Vi har også en spændende lokal overraskelse - så kig ind i Brugsen på vores stand. Naturligvis sælger vi vore krydderposer som sædvanlig, så man - sammen med en flaske Klar Svendborg eller to - kan nå at få lavet nogle spændende drikkevarer, til behagelig overraskelse for venner og familie til påskefrokosten.