Musikcafé blev en succes -
27/2/2002

Stemningen var høj og lokalerne fyldte, da FUGA sidste fredag inviterede på kulturaften i HalHuset. Man kunne denne aften høre to forskellige bands, se på kunst og modtage festlig servering fra medlemmer af revy foreningen - 105 gr. Blandet. På trods af sneen kom der overraskende mange, og det skabte en fantastisk god atmosfære.
HalHuset er et godt sted at afholde et sådant arrangement. Aftenen forløb uden problemer og alle bidrog til en hyggelig stemning. En anden glædelig detalje ved caféen var, at aldersforskellen blandt publikum var meget stor: Fra 15 op til 60 år, de fleste dog fra 18 og opefter. Det jo fedt, at man kan mødes, på tværs af årene, og opleve byens kultur liv en fredag aften i Mårslet. Vi vil i hvert fald gerne, i kraft af denne gode oplevelse og respons vi har fået, give jer endnu to chancer for at opleve, eller genopleve Mårsletmusik liv i så ideelle rammer.
Næste arrangement løber af stabelen d. 22/3. Denne aften vil der igen være mulighed for at høre 2 bands, se på nye malerier og opleve HalHusets gode service. Programmet offentliggøres om et par dage, men jeg kan røbe her, at det ene orkester spiller godt tempofyldt rock’ n roll. Det er før blevet skrevet, at martscaféen ville være mest for de unge, men det er ændret, og jeg vil opfordre alle, der har mod og lyst, til at komme. Den næste café bliver i april, hvor det er byens unge talenter, der spiller op.
Så kom og besøg byens nye musik cafe - det er kulturkvalitet i gå afstand.