1025 underskrifter
7/11/2003

Inge Lunding og jeg kunne i går, d. 5. november, overrække 1025 underskrifter til Rådmand Torben Brandi Nielsen. Så mange mårslettere havde skrevet under på, at det er en dårlig idé af Århus Byråd at spare Bogbussen væk.
Vi synes det er et flot resultat set i forhold til, at vi er ca. 3000 mennesker i Mårslet, eller 4000 i hele 8320 området.
Rådmanden tog meget venligt imod os på sit kontor på Rådhuset og havde forståelse for vore ønsker om at bevare bibliotekstjeneste i Mårslet, men der var ikke meget håb at hente. Den politiske situation er sådan, at der skal spares, og det bliver endnu værre, kunne han tilføje.
Vi nægter dog at tage et nej for et nej, før den endelige beslutning er taget.
Fællesrådet sender en af dagene en protestskrivelse om samme emne til alle Byrådets medlemmer. Det støttes af tre andre fællesråd nemlig: Ormslev, Stavtrup og Spørring.
Han gav dog sin uforbeholdne ros til os i Mårslet for engagement og borgerinddragelse i samarbejdet med Århus Kommune. En ros som jeg hermed lader gå videre.
Anne Worm
Fællesrådsformand og Bogbusbruger