Venskabsby i dvale -
9/11/2003

Som en udløber af projektet ’Mårslet, fra væreby til leveby’ har vi i Fællesrådet forsøgt at etablere et venskabsby forhold til Birkmansweiler, en by i Sydtyskland på størrelse med Mårslet. Birkmannsweiler er en del af Winnenden kommune, som mange i Mårslet kender fra skoleudvekslingen.

Projektet har været flere år undervejs, og en gruppe fra Mårslet har været på besøg i Birkmannsweiler – tilsvarende har en gruppe fra Birkmannsweiler været på besøg i Mårslet og Århus. Besøgene var begge meget positive, og der syntes at være en grobund for et videre samarbejde.

Siden har der været meget stille om projektet. Der har været talt om forskellige konkrete tiltag, men der har ikke rigtig været en bæredygtig ide, der har fundet grobund hos en større skare.

Hvad er der så kommet ud af det? Tjah, min familie har fået nogle gode venner dernede, enkelte andre har også bygget videre på de kontakter, som de første besøg har skabt, men der har som sagt ikke været noget ’officielt’ besøg ganske længe. Så uanset alle gode hensigter må vi indse, at projektet ligger i dvale, og at der skal nytænkning til, hvis der skal komme mere ud af de gode hensigter.

Der har været tænkt på aktiviteter, som kunne være grundlag for besøg og genbesøg, jeg nævner i flæng emner, der har været på tale: sport, korsang og deltagelse i vinhøsten (det bliver måske svært med genbesøg, men der kunne måske arrangeres vinsmagning her af de herlige produkter fra Remstalkellerei!). Desuden var en gruppe af unge i Birkmannsweiler særdeles interesserede i at få kontakt med unge i Mårslet. Men der skal nødvendigvis være en bredere interesse for at det kan blive til virkelighed.

Vi vil selvfølgelig holde kontakt med vore venner i Birkmannsweiler, min kone og jeg er allerede inviteret til at komme på besøg, når Birkmannsweiler til næste år fejrer sit 700-års byjubilæum, og det glæder vi os meget til. Forberedelserne er i fuld gang, der bliver festet i tre dage i slutning af juni måned.

Så det dårlige er, at Venskabsby-samarbejdet bliver lagt i dvale – det gode er, at hvis det rigtige initiativ kommer, er der kontakter at bygge på, så projektet hurtigt kan genopstå!

Keld Schmidt-Møller