TMG's drenge årgang 1989-90
21/11/2003

Lørdag den 8. november var en stor dag for TMG Fodbold og i særdeleshed for spillere og trænere på klubbens drengehold årgang 1989 -90.

Holdet havde, efter at være blevet kredsmestre, spillet sig frem til finalen om det jydske mesterskab, og finalekampen skulle på grund af sin vigtighed spilles på neutral bane. JBU havde valgt Hatting Stadion ved til formålet. Modstanderen var Bredballe IF.

Sikken kamp og hvilken opbakning. TMG kom foran på et mål scoret af Anders Madsen. Bredballe fik hurtigt udlignet. Der stod 1-1 ved pausen. Men så tog TMG fat for alvor og satte sig på kampen. I løbet af 2. halvleg scorende TMG yderligere 3 gange(Thomas Nielsen, Søren Hansen og Nikolaj Lysholdt) og kom således foran 4-1, inden Bredballe atter fik scoret. TMG satte trumf på til sidst og scorede ved Claus Kristensen endnu en gang, så kampens resultat helt fortjent blev 5-2 til TMG.

Jublen ville ingen ende tage, og de Jydske Mestre kunne stolte tage imod pokal og medaljer samt publikums hyldest.

Der var fulgt masser af glade supportere fra Mårslet med til Horsens, som med deres flotte opbakning var stærkt medvirkende til at give spillere den ekstra gejst, der gjorde udslaget.

Efter kampen blev de 2 trænere Martin Heuvel og Thorbjørn Jensen fejret med en ordentlig omgang vand.

Der holdes afslutningsfest i Halhuset lørdag den 22.11. for alle spillere i den pågældende årgang.

TMG Fodbold ønsker spillere og trænere en god aften og takker for en fantastisk god sæson.