Byggeudstiling klar
25/3/2002

Der bliver ikke meget påskeferie i år til TMG's fodboldbestyrelse og en lang række af spillerne. De er gået i samarbejde med byggeudstillingen Byg & Bo, som afvikles på Hørretløkken i påsken. Udstillingen forventes at blive besøgt af over 10.000 mennesker, og alle skal helst føle sig velkommen. Derfor skal TMG Fodbold - foruden at sørge for en flagallé - dirigere trafikken og anvise parkering, så forholdene bliver bedst mulige for gæsterne. TMG Fodbold skal også beværte de mange besøgende. Der bliver stillet et telt og en pølsevogn op ved indgangen til udstillingsarealet - herfra vil TMG Fodbold sælge kaffe og kage samt pølser, vand og øl. Parkering foregår på en stubmark, der er stillet til rådighed af Jens Thomsen. "Vi besigtigede den i går, og den ser ud til at blive tør," siger en tilfreds Claus Bjerre fra TMG Fodbolds bestyrelse.
Claus Bjerre regner med, at omkring 50 mennesker fra TMG fodbold er involveret i projektet. Det tal dækker fodboldbestyrelsen og de spillere, der er involveret i at dirigere trafik, anvise parkering og sælge kaffe m.v. Bag kulisserne er en række af byens hjem i sving. Klubben, dvs en række forældre, stiller nemlig selv med den kage, der skal sælges.
Fortjenesten går direkte i klubkassen, hvor den bliver brugt bl.a. på arrangementer for spillerne og kurser for trænerne.
Byggeudstillingen har åbent alle påskedage fra kl. 10.00 - 16.00. Den er forbavsende klar i forhold til det organiserede kaos, der herskede på området for 14 dage siden. I sidste uge er en del af husene således blevet forsynet med græs i metermål, potteplanter i vinduerne og møblering. Resten ser ud til at nå det.