Rock på skolen på lørdag -
31/3/2002

Snart går Mårsik i sommerdvale. Men inden, faktisk allerede lørdag d. 6. april, afholdes der en sidste koncert. Aftenens gæst er Peter Viskinde, som mange vil forbinde med Big Fat Snake. Denne aften kommer han dog som sig selv - sekunderet af Jens Fredslund, men med udgangspunkt i sine solo-cd'er, som Peter Viskinde har udgivet syv af. Den nyeste, "Under the moon", er blevet flittigt spillet på diverse radiokanaler. Der er stadig billetter til arrangementet, og de kan købes de sædvanlige steder, dvs i Citi Shoppen, tlf. 8629 1510, samt hos Finn Bøje, 4019 3212.Mårsik var til sidste koncert i kantinen tvunget til at lave om i konceptet, som har været at gruppere stolene omkring borde, hvor der kunne stå en blomst og noget at drikke, og hvor man havde andre gæster over for sig, så man kunne tage et selskab afsted sammen og komme til at sidde som gruppe. Det gav for lidt plads til for mange mennesker, vurderede brandmyndighederne. Derfor blev Mårsik tvunget til at sælge færre billetter eller stille op i stolerækker. Valget faldt på stolerækker, og:
"Det fungerede, men flere syntes ikke, at det var sagen og heller ikke, at evt. evakuering i tilfælde af brand blev bedre," siger Finn Bøje fra Mårsik. For foreningen er der desuden det problem, at når folk ikke har noget sted at stille en øl, en flaske vin og et askebæger, så køber de mindre - dvs mindre omsætning.
"Nogle syntes dog, at der var den fordel, at der ikke var den samme snak under selve koncerten," siger Finn Bøje videre.
Hvordan opstillingen bliver til Viskinde-koncerten afhænger af billetsalget.
"Der er jo ikke behov for at lave stolerækker med plads til godt 250 personer, hvis billetsalget siger 150," som Finn Bøje siger.Overskuddet fra Mårsik er traditionelt gået til byens ungdom. Indtil nu er der i gennemsnit uddelt ca. 50.000 kr. om året.
Det store halhal med spisning d. 20. september bliver ikke berørt af de nye regler. Der gælder nemlig andre bestemmelser i hallen. Det er fire år siden, Mårsik har haft et stort halhal med spisning.

link