Ny forening sikrer roen
8/4/2002

Stor har forvirringen været omkring byfesten og TMG Fodbolds rolle i den. Nu er tågerne ved at lette, og med en ny forening til støtte for TMG Fodbolds ungdom er roen og arbejdsglæden sikret i det udvalg, der arbejder med at stable en byfet på benene i dagene 15.-18. august.
Kurt Kirkedal Laursen, en af drivkræfterne i byfesten i Mårslet i flere år, oplyser, at TMG Fodbold ikke ønsker at investere så mange penge i byfesten, som afdelingen før har gjort. Mens afdelingen var sikker på ikke bare at have udgifterne, men også indtægterne for sig selv, var den store investering acceptabel. Men med mange flere interessenter i byfesten er den store investering mere risikabel, og derfor ønsker selve foreningen ikke mere at være med - men i dens kølvand følger TMG Fodbolds Venner.
"I princippet de samme mennesker, som hele tiden har været med i arbejdet med byfesten," siger Kurt Kirkedal Laursen, som har været involveret i byfesten i en del år.
Umiddelbart går hverken den nye forening eller nogen andre ind og overtager de store investeringer, som TMG Fodbold hidtil har foretaget. Blandt dem musik og telt og tilhørende stole og borde på boldbanerne. Til gengæld bliver der muligvis indgået aftale med musikforeningen FUGA om at stå for musik i nogle andre rammer.
TMG Fodbold har haft underskud på byfesten i flere år, men har de sidste par år kunnet hente omkring 20.000 kr.hjem på byfesten til fodboldungdommen. Det samme beløb regner Kurt Kirkedal Laursen ikke med at kunne hente via TMG Fodbolds Venner:
"Men der bliver da overskud," mener han.

link