Ti flidspræmier til skak-drenge
14/4/2002

Der var røde kinder på stribe da 30 medlemmer af Mårslet Skoleskak sluttede sæsonen af med et lynskakstævne i skolefritidsordningen Trekanten. Alle spillere, uanset om de går i børnehaveklassen eller i 8. klasse, måtte igennem fem partier á fem hæsblæsende minutter inden de kunne gøre regnskabet op. Fem kvarter efter startsignalet kunne SFO-pædagog og en af drivkræfterne bag skoleskakken, Kurt Ohlsen, råbe årets klubmestre op med overrækkelse af fire pokaler.
Som årets overordnede klubmester modtog Sune Sørensen for femte år i træk en vandrepokal, som herefter blev hans ejendom. Desuden blev Peter Grove kåret som klubmester i den ældste aldersgruppe, Michael Madsen i mellemste gruppe og Morten Bille Eriksen i den yngste gruppe.
Fem af skakspillerne modtog samtidig en flidspræmie i guld for at være mødt op ved hver eneste torsdags-træning gennem vinteren mens andre fem fik en præmie i sølv for at være mødt op alle gange undtagen én i sæsonens løb.
Mårslet Skoleskak genoptager den ugentlige træning i Trekanten til september.

link