I dag kom julen til Mårslet -
29/11/2003

Så blev det atter jul i Mårslet. Der blev solgt juledekorationer både ved brugsen, på lokalcentret og i Borgerhuset, og eftermiddagen sluttede på smukkeste vis foran kirken, hvor hundredvis af mennesker kom for at se juletræet blive tændt.
Som dette års æresborger var det Birthe Jørgensen, der var inviteret til at tænde juletræet. Hun overlod æren til en af de nyeste familier i Mårslet: Søs Buck og Johnny Skov og børnene Sasja og Mikkel. De flyttede til Mårslet i sommerferien. De var inviteret til at tænde lysene i træet, fordi netop dette arrangement på få år er blevet en af byens vigtige traditioner. "Og traditionerne tilhører også jer nye. I må gerne komme med nye traditioner - det bliver vi alle sammen bare rigere af. I må også gerne lave om på de gamle traditioner. Bare ikke juletræet...", hed det i optakten.
Flere hundrede børn og voksne talte med, da Søs, Sasja og Mikkel Buck talte ned fra 10 til 1 og tændte træets lys på tallet "1".
Det er Juletræslauget, der står for arrangementet. Lauget havde foruden et smukt træ skaffet en julemand, der lagde vejen forbi med godteposer til børnene. Til de voksne var der glögg, men kulden og tågen endte alligevel med at bide så meget, at mange valgte i rigtig god tid at søge op i kirkens varme for som i lighed med tidligere år at slutte dagen med fællessang. Sognepræst Hanne Davidsen afsluttede således dagen med en godt og vel fuld kirke.

link