Renere Giber Å -
20/7/2002

En omfattende kloakering af Fulden sidste år ser nu ud til at have givet bonus. Antallet af colibakterier i den ugentlige vandprøve siden maj har alle holdt sig under grænseværdien på 1.000 colibakterier pr. 100 ml vand, skriver Århus Stiftstidende i dag. De tilsvarende prøver for et år siden viste mellem 3.000 og 4.000 colibakterier pr. 100 ml vand.
Dermed er der udsigt til, at badeforbuddet ved åens udløb kan ophæves - dog tidligst næste år, fordi grænseværdierne skal være overholdt i en længere periode, før et badeforbud kan ophæves.
Kommunen igangsatte sidste år kloakarbejder i Fulden for 2,9 mio. kr. Desuden har ejerne af de 30 ejendomme bidraget med godt 700.000 kr., fortæller avisen.
Selv om resultaterne allerede nu er tilfredsstillende, fortsætter kommunen bestræbelserne på at mindske antallet af colibakterier i åen ved at mindske udsivningen fra sektiktanke fra omkring 100 ejendomme omkring åen. Der er nemlig udsigt til endnu skrappere krav fra EU.