De nye seniorboliger er udlejet,
25/7/2002

De 24 nye seniorboliger, der er ved at blive bygget i et hjørne på Hørretløkken, er allerede udlejet, og det selv om byggeriet først ventes klar til indflytning 1. april 2003. Det oplyser bygherren, repræsenteret ved Peter Nielsen, Boligforeningen af 1983.
De 24 boliger hedder "Afdeling 29, Hørretløkken 247-283". De opføres som otte to-værelses boliger på knap 60 kvm, otte tre-værelses boliger på godt 76 kvm og otte fire-værelses boliger på godt 90 kvm. To af de seks blokke opføres i to plan, de fire øvrige i ét plan. Desuden bliver der adgang til et fælleshus på 100 kvm med køkken, to gæsteboliger, et kontor til viceværeten og et såkaldt aktivitetsrum på godt 40 kvm. Priserne vil variere fra 3.495 excl el, vand og varme, til 5.3000 kr. månedligt excl. el, vand og varme. Boligerne udlejes kun til personer over 55 år.
Selv om det har kunnet lade sig gøre at udleje alle 24 boliger næsten et år før indflytningsdatoen, påtænker Boligforeningen af 1983 ikke umiddelbart at opføre flere boliger på samme areal.
"Vi vil godt, men der er ikke kvote til mere i den gældende lokalplan," siger Peter Nielsen.