Marts måneds nyt
1/3/2000

Skatten stiger
Mårslet er blandt de byer, der forventes at få store stigninger i ejendomsvurderingen. Det betyder, at ejendomsskatten formentlig vil stige mere i Mårslet end i Århus kommune i gennemsnit.
Mårslet, Beder, Brabrand syd, Stautrup og det sydlige og nordlige Århus får de største stigninger i kommunen - på mellem 10 og 45 procent. De stigende ejendomsvurderinger følger de højere vurderinger på ejerboliger.
Selv om en by som Mårslet forventes at blive ramt, vil der lokalt kunne være store forskelle i den procentsats, de enkelte huse reguleres med.
(JyllandsPosten, JP Århus, torsdag den 30. marts)

Fast træffetid for grøn guide
Den grønne guide i Mårslet er ikke mere en fremtidsdrøm, men en fysisk realitet. Henrik Bojsen var første gang at træffe mellem de nye hylder i brugsen fredag den 31. marts. Da delte han ud af gode råd og information om rengøringsmidler og miljø.
Mårslet deler Henrik Bojsen og den anden syd-guide Birte Buhl med Tranbjerg, Beder, Malling, Ajstrup og Solberg. Det betyder, at de grønne guider ikke altid vil være at træffe i Mårslet. Men man kan ringe til ham - tlf. 86 12 64 22, lokal 16 - og alle fredage i ulige uger vil han være at træffe i brugsen mellem kl. 14 og 17.
(Århus Stiftstiende torsdag den 30. marts)

DM i skak til Mårslet-drenge
10 skrappe drenge fra Mårslet Skole har i weekenden vundet danmarksmesterskabet i skoleskak.
Mårslet-drengene havde for inden slået de øvrige østjyske skoler i en kvalifikations-turnering og kunne dermed kalde sig Århus-mestre.
De skulle være med i DM-slutrunden for første gang og havde derfor ikke store forventninger om at blande sig i topstriden.
Men allerede i 1. runde fik de københavnske mestre fra N. Zahles Skole en afklapsning på 6½ - 1½, og derefter gik det slag i slag med sejre over bl.a. de forsvarende mestre fra Gislinge Skole.
Da 6. og sidste runde gik i gang mod Haderslev Realskole søndag, var situationen den, at endnu en gevinst kunne sikre DM til Mårslet Skole. Matchen var længe på vippen, men Mårslet-drengene holdt nerverne i ro og fik til sidst skovlen under sønderjyderne med en knusende 6½ - 1½-sejr.
Det vindende hold bestod af Sune Sørensen og Jens Hundevadt fra 6. klasse og Anders Kjærgaard fra 5. klasse.
Fra 4. klasse deltog Mikkel Sørensen og Jens Olaf Fogh og fra 3. klasse Matias Bøje, Peter Grove, Ruben Nielsen, Aske Stubsgaard og Nikolaj Lysholdt Christensen. Holdets cheftræner er Kurt Ohlsen, der også er kendt fra sit "bijob" som pædagog i SFO.
Sejren betyder, at fire af holdets spillere skal videre til de nordiske mesterskaber, der bliver spillet i september. Og den er kulminationen på en flot sæson, hvor skakspillerne fra Mårslet har hentet en stribe sejre og præmier ved grand prix-stævner og mesterskaber i landsdelen.
Skoleskakken i Mårslet udspringer af det daglige skakspilleri i SFO, og det er kun to-tre år siden, at der formelt blev stiftet en skoleskakklub i byen. I dette vinterhalvår har 30-35 drenge (hvor bliver pigerne af?) trænet hver torsdag aften i Hobixen, og der er allerede flere talenter på vej i de yngste klasser.
Mårslet bliver nu i skakbladene omtalt som "cremen af det århusianske skoleskakliv", og entusiasmen hos spillere og træner kombineret med forældrenes flotte opbakning giver løfter om, Mårslet Skole kan blive på toppen i årene fremover.
Se Dansk Skoleskak's hjemmeside
(skakklubben)

Ikke ny idé
Fællesrådet er fuldstændig enig med Margrethe Bogner (S) i, at der er stort behov for en sti mellem Testrup og Mårslet. "Det har vi arbejdet på siden primo december 1999," siger fællesrådets formand Finn Smerup, efter at Margrethe Bogner (S) i Århus Stiftstidende fornylig foreslog en sti mellem de to byer.
Finn Smerup er derimod ikke enig med Margrethe Bogner i, at pengene kan tages fra den pulje, der er sat af til en sti mellem Mårslet og Tranbjerg. "Den ønsker vi fastholdt i prioriteringsplanen. Det, der er droslet ned, er alene stien igennem Mårslet. Den kunne byen ikke blive enig om, og den rører vi ikke ved foreløbig," siger Finn Smerup.
Fællesrådet arbejder i øjeblikket med Vejkontoret om at opprioritere Testrup-Mårslet-stien.
(webgruppen)

Musik-jubilæum
Mårsik fylder 15 år og følger stadig med - bl.a. har foreningen som en af de første i Mårslet fået sin egen hjemmeside. Foreningen med Finn Bøje i spidsen har arrangeret koncerter i Mårslet i 15 år og undervejs tjent næsten 600.000 kroner ind til gavn for det lokale ungdomsarbejde, primært TMG. Den første koncert blev afholdt 16.marts 1985. Jubilæet fejres med to forårskoncerter, nordmanden Åke Aleksandersen 31. marts og Tørfisk 12.maj. Den første er udsolgt.
(Bl.a. fra JyllandsPosten, JP Århus, torsdag den 23. marts)

Ikke nyt navn
De fleste på Bedervej 10-86 vil gerne have vejen døbt om til T.C. Dahlsvej efter en tidligere ejer af Moesgaard. Men flertallet var ikke stort nok, da grundejerforeningen havde generalforsamling forleden.
Grundejerforeningen har stemt om navneændringen to gange, og i begge tilfælde har der været markant flertal for at skifte til T.C. Dahlsvej. Men Århus kommune kræver mere end to tredjedeles flertal. Det har grundejerforeningen ikke kunnet mønstre. Derfor er planen droppet foreløbig.
(Århus Stiftstidende søndag den 19.marts)

Sti til Testrup
Der bliver mere trafik på Testrupvej. Dels fordi det nye musikhus på højskolen i Testrup vil tiltrække flere gæster til mange arrangementer. Dels fordi TMG nu bygger klubhus, der skal være værested for hele omegnens borgere.
Tilsammen vil de to huse skabe så meget ekstra trafik på Testrupvej, mener byrådsmedlem Margrethe Bogner (S), at der kunne være idé i at anlægge en sti mellem Testrup og Mårslet. Hun karakteriserer forholdene for de bløde trafikanter på vejen som "helt forfærdelige".
Margrethe Bogner har foreslået rådmand Hans Schiøtt's tekniske afdeling, at kommunen kunne finde pengene til en Testrup-Mårslet-sti ved at tage de penge, der er sat af til en sti mellem Tranbjerg og Mårslet. Linieføringen af den kunne man ikke blive enige om i Mårslet. Derfor er denne sti lagt i mølpose.
(Århus Stiftstidende søndag den 19. marts)