Gravøl for Bogbussen -
22/3/2004

1. april er det en kendsgerning: Det rullende bibliotek i Bogbussen vil ikke mere stoppe i Mårslet, Ormslev, Stautrup og de mange andre småbyer, hvor de ældre, de gangbesværede, småbørnsfamilierne og andre læsere hidtil og uden besvær har hentet viden og underholdning et par gange om ugen.
Bogbusserne er sparet væk og allerede sat til salg af Århus Kommune. Og det er ikke en aprilsnar!
Denne sørgelige dag ønsker Mårslet Fællesråd i samarbejde med byens rytmiske kor, Rusty Cotton, at markere med en omgang gravøl for Bogbussen ved bussens sidste besøg i byen torsdag 25. marts kl.17.10.
Lukningen af bogbussen er et hårdt slag for såvel det lille, men skattebetalerstærkt samfund i Mårslet som for de andre små samfund på bogbussens rute i periferien af Århus Kommune.
Fra Fællesrådets side er vi er kede af det og vi finder det kortsigtet af Århus Byråd at udsulte os på kultur og viden ved at nedlægge det rullende bibliotek. Det er det samme byråd, som i de kommende år ønsker at berige os med et par tusind nye beboere på nye udstykninger syd og nord for byen.
Vi har været glade for at have bøgerne i byen flere gange om ugen, og vi har været glade for den service, bibliotekarerne og chaufførerne har givet os. Bogbussen har været et rigtigt rart sted at komme for alle, store som små, der holder af bøger, musik og film.
Så slaget falder hårdt.
Vi har gjort hvad vi kunne for at bevare bogbussen: Protesteret på skrift og i tale og samlet rigtig mange underskrifter. Men det har ikke hjulpet.
Nu slikker vi sårene, mens vi spekulerer på, hvordan vi får bøgerne tilbage til Mårslet. For det kan ikke passe, at der ikke er råd og vilje til at give os nem adgang til litteratur og viden, selv om vi i Mårslet og i de øvrige småbyer ligger lidt uden for stenbroen.

Dagens program torsdag 25. marts kl. 17.10 lyder:
Kort tale v. Fællesrådsformand Anne Worm
Sang
Øl
Tårer

Med venlig hilsen
Anne Worm
Formand for Mårslet Fællesråd
86 29 90 52