Ny frisør igen.
19/5/2004

Selv om folkemunde vil vide, at vi ikke alle sammen kan leve af at klippe hinanden, er der tilsyneladende plads nok til tre frisører i Mårslet. I hvert fald lød status efter den første uge for den tredje og nyeste frisør, at den første uge var gået godt og kun havde givet ganske få pauser til Frisørhusets indehaver og eneste frisør, 31-årige Lene Jensen.
Lene Jensen bor i Beder, hvor hun har været frisør i seks år. Sidst kommer hun fra en salon i Odder. Hun har i alt næsten 10 års erfaring i faget og har i den mellemliggende tid desuden været omkring Salon HairStyle i Tranbjerg.
Hun bor pt i Beder, men vil gerne sammen med sin mand og to børn, Alexander på 11 år og Michelle på 4 år, flytte til Mårslet. Hendes mand har dog også lige nedsat sig som selvstændig, så måske skal det vente et år. "Lige nu har vi lige nu har forandringer nok i tilværelsen," mener Lene Jensen.
Salonen i Mårslet er en gammel drøm:
"Jeg har kigget efter ledige lokaler i et stykke tid og har også talt med fysioterapeut Peter Kjær om at flytte ind i den nye fysioterapi. Men da tandlægen flyttede ind dér, blev der jo et ledigt hus," som Lene Jensen konstaterer.
Den gamle tandklinik ligner sig selv udvendig, men indvendig er der sket en del. Væk er klinik-præget, og ind er kommet hyggelige møbler, varme farver og glød:
"Jeg vil altid have en frisk buket blomster, og jeg vil altid have et tændt stearinlys," lover Lene Jensen med et smil.
Frisørhuset kører både med og uden tidsbestilling.