Sidste skoledag med manér -
18/5/2004

På Mårslet Skole er sidste skoledag for 9. og 10. klasse en festlig dag for alle - også for de mindre elever. Det slår skoleleder Bodil Hvid fast i Århus Stiftstidende i dag. For år tilbage kunne sidste skoledag godt udvikle sig til et mindre gysershow, det var på kanten til det ubehagelige for andre end 9. og 10. klasse at være i. Små elever kunne blive oversprøjtet med vand eller det, der var værre, de store kunne finde på at kaste med frosne karameller, og der var har været nogle få tilfælde af noget, der kunne ligne hærværk mod skolens bygninger.
Nu er praksis ændret. I et par år har det været sådan, at et par elever i hver klasse i god tid sætter sig sammen med nogle lærere og planlægger et festprogram for dagen.
I år er der efter den fælles morgenmad, som de unge indtager forskellige steder i byen, planlagt et show, som både afvikles i ungdomshuset og i hallen. Der er karameller til de små klasser, og der er fodboldkamp med 4. til 8. klasse som tilskuere. Derefter forlader de store skolen.
Vandkamp er ikke tilladt, og det er selvfølgelig en alkoholfri dag på skolen, siger Bodil Hvid til avisen.
Hvad eleverne foretager sig efter skoletid, er et forhold mellem dem og deres forældre.
Nydelse eller medbringelse af alkohol på skolen medfører bortvisning.