Grundlovsfest for 31. gang
3/6/2004

Lige siden den gamle Mårslet Kommune blev nedlagt i 1970 - længere er det ikke siden - har der været holdt grundlovsfest i det gamle kommunekontors have - det, vi i dag kender som Borgerhusets have.
Det er der således også på lørdag. Årets taler bliver det unge socialdemokratiske håb Nicolai Wammen, skriver Århus Stiftstidende i dag. Nicolai Wammen er tidligere medlem af byrådet i Århus, men repræsenterer nu sit parti, Socialdemokratiet, i Folketinget.
Grundlovsfesten former sig i al væsentlighed, ligesom den plejer. Det vil sige, at der bliver tale, fællessang og underholdning ved det lokale aftenskolekor rusty Cotton.
Hvad der muligvis kan spille ind på begivenheden - enten med større besøgstal eller den anden vej, med færre besøgende til følge - er loppemarkedet, der i år afvikles på samme dag som grundlovsfesten og lige på den anden side af hækken, dvs neden for bageren ned mod OK-tanken. Loppemarkedet slutter først en time efter at grundlovsfesten er gået i gang.