40 samlede affald ind
19/9/2002

Indsamlingsdag Stop Svinerietkampagnen i Mårslet

Selvom vi i Mårslet har vores "egen" forårsrengøringsdag med rigtig mange indsamlere op til 100 - deltog vi alligevel i amtskampagnen.
Ca. 40 arbejdsivrige mennesker mødte op på Parkvæsenets plads hos Flemming Kristiansen for at få sorte sække, gode råd og tildelt en rute. Traditionen tro startede dagen med morgenkaffe og rundstykker, inden vi begav os ud på ruterne.
Ruterne gik denne gang til Vilhelmsborg og derefter til Fiskerhuset, den nye udstykning ved Hørretløkken, Jelshøjvej, Testrup/Testrupvej samt midtbyen.
Efter et par timers hårdt arbejde vendte grupperne tilbage og fik sulten og tørsten slukket.
I år var der udover sponsergaver fra Bageren og SuperBrugsen også gaver fra Hørning kro, Kiosken og Pizzariaet. Sidstnævnte gaver blev brugt i.f.m. afholdelse af en lille lokal konkurrence. Ligeledes deltog vi i konkurrencen om en rejse for to til Maldiverne.
Alt i alt en god og festlig dag, og meldingen fra indsamlerne var, at der ikke var særlig meget skidt i Mårslet. Det er selvfølgelig rigtig godt at høre. Tidligere har vi nemlig også kunnet konstatere, at mængden af affald langs vejene er faldende. Vi mener i al beskedenhed, at den årlige "Hold Mårslet ren" dag har en god effekt.
I Miljøgruppen er vi yderst tilfredse med fremmødet og indsatsen og vi kunne konstatere, at der deltog både kendte og mindre kendte ansigter og ikke mindst mange børn. Glædeligt var det også, at et nystartet hold elever fra Testrup Højskole samt en af deres lærere deltog i indsamlingen
Miljøgruppen v. Else Marie Hulemose