En hjælpsom by -
24/10/2002

I lørdags var Mårslet Brændevinslaug værter ved en Generalforsamlingen i EDB, Eksperimenterende Danske Brændevinsamatører.
I bestyrelsens formøde kl. 10, skulle blandt andet Greta Bundgaard fra Ry deltage. Greta er en speciel pige – frisk, meget talende og nem at kende, da hun altid har hat på udendørs; men … hun kunne ikke lige finde frem til Nymarksvej, hvor mødet foregik.
Talrige ture rundt i byen endte til sidst hos præsidenten for Lauget, Niels-Jørn Hjermind på Præstegårdsvej. Men der var naturligvis ingen hjemme. Flinke naboer ringede derpå rundt til alle Laugets medlemmer; men her var heller ingen at træffe, forstås.
Så vidste én, at der muligvis var noget med bageren... Greta fandt op til Brugsen og inden døre spurgte hun efter bageren. Hun blev vist ned til brødet; men det gav jo ikke ligefrem pote…
Så blev hun gelejdet over til Mårslet Bageri, hvor både de unge bagerjomfruer og bagermester Flemming selv forsøgte at hjælpe.
Der blev tegnet et (korrekt) kort på bagsiden af en bagerpose – og Greta satte hatten på hovedet og begav sig af sted. Hun skulle ydermere følge efter en bil, ført af et medlem af EDB, der er stedkendt i byen; men hun forsvandt desværre fra medlemmets bakspejl undervejs! Senere blev hun overhalet af en bil, der kørte ind foran hende, bremsede og stoppede hende. Det var ikke et røverisk overfald; men tværtimod et par, der havde overhørt konversationen hos bageren – og kunne se, at Greta kørte i den gale retning.
"Nu følger du simpelthen efter os", lød det lakoniske svar på Gretas forespørgsel – og endelig nåede hun frem, ca. 3 timer forsinket.
Undertegnede, der med største fornøjelse havde Greta til bords under den efterfølgende frokost, lovede på denne måde at sige alle de mange rare mennesker i Mårslet stor tak for deres utrolige og enestående hjælpsomhed!

Hans-Ole Kaae, Kryddermester
Mårslet Brændevinslaug

link email