Folketingspolitiker i Mårslet
6/11/2002

Socialdemokratiet i Mårslet arrangerer mandag den 11. november kl. 19 et offentligt møde i Mårslet Borgerhus med den socialdemokratiske integrationsordfører - det lokale folketingsmedlem Anne-Marie Meldgaard.
"Vi har inviteret Anne-Marie Meldgaard til at tale om Socialdemokratiet udlændinge- og integrationspolitik. Mange spøger med, at Socialdemokraternes udlændingepolitik blafrer i vinden, men det er vi ikke enige i. Derfor håber vi, at rigtig mange - både Socialdemokrater og andre - vil komme og høre Anne-Marie Meldgaards bud på en samlet, menneskelig, men effektiv socialdemokratisk integrationspolitik," siger formanden for Mårslet Partiforening, Jørn Hofman Pedersen.
Anne-Marie Meldgaard tilføjer selv:
"Socialdemokraterne har siden kongressen været enige om at fokusere på integration. Det gælder især integration på arbejdsmarkedet, og det er der tre gode grunde til. For det første er det ude på arbejdspladserne, den rigtig gode sociale og medmenneskelige integration foregår. For det andet er det meget bedre for udlændingenes selvopfattelse og samfundsopfattelse, at de forsørger sig selv og deres nærmeste. For det tredje er det klart, at der er danskere, der ser skævt til udlændinge, så længe de lever af det, andre betaler i skat."
Det vil også være muligt at stille spørgsmål til Anne Marie Meldgaard inden for andre fagområder. Hun har plads i Arbejdsmarkedsudvalget, Socialudvalget og Uddannelsesudvalget, så der er nok at tage fat på.

link