Gæt en gris -
6/6/2004

Rigtig mange mennesker havde ved loppemarkeder lørdag formiddag valgt at gætte gylten Miss Duroc’s vægt, så TMGs håndboldafdeling scorede over 5100,- kr på grisen, der viste sig at slå Bent Helges nys kalibrede svinevægt op på 87 kg.
Denne vægt var blevet foreslået ved 14 ud af ialt 345 gæt, så en lodtrækning var nødvendig og trods forsøg på påvirkning af Notarius Enevoldsens embedsudførelse – især fra kursister ved en uddannelsesinstitution fra en af Mårslets forstæder – lykkedes det at udtrække to heldige vindere:

Bent B.Albertsen, Mårslet, og Per Thinggård Larsen, Beder.

Disse vindere er indforstået med, at tvedelingen af præmien har alvorlige konsekvenser: Miss Duroc vil blive leveret til fryseren og ikke til forhaven.....
Bøddel Thomsen er informeret og vil snarest tage aktion....

Lidt statistik viser iøvrigt at Mårsletborgerne har ret godt fat på bestemmelse af grises vægt: I gennemsnit blev bedømmelsen 85,84 kg – altså mindre end 1.5% forkert og tæt på måleusikkerheden på vægten (!).
Ekstremerne, der begge sikkert blev leveret af borgere ikke bosiddende i postdistrikt 8320, var 48 og 250 kg og standardafvigelsen på vægtestimeringen var 15,25 kg.

ØF