Juletræet tændes
17/11/2002

Juletræet foran kirken tændes i år lørdag den 30. november kl. 15.30, og som de to foregående år er der lagt et omfattende program for begivenheden. Der kommer julemusik fra eget nisseorkester, og der bliver fælles julesange, som synges i gang af byens lokale kor, Rosty Cotton.
Der er godter til børnene - og måske en julemand.
Der bliver mulighed for at varme sig på gløgg og gode historier, og får man ikke varmen af det, kan man være heldig at varme sig på den Julesnaps, som bliver udloddet på medlemsbeviserne fra Mårslet Juletræslaug.
Det er årets Mårsletter 2002, Else Marie Hulemose, der får lov at trykke på den knap, der tænder træet.
Efter arrangementet foran kirken er der budt til fælles julesang i kirken. Som sidste år foregår det efter metoden: "Vi synger de sange, der bliver bragt i forslag."
Også her vil Rosty Cotton hjælpe.
Ligesom de to foregående år er det "Mårslet Juletræslaug" der står for arrangement og juletræ. Juletræslauget stammer fra gruppen "Egen Begivenheder" under væreby/leveby-projektet. Juletræslauget er man med i for et år ad gangen. Det koster 20 kr., og ad disse mange bække små betaler byen faktisk selv sit juletræ.