Lige uden for medaljerækken -
24/3/2003

De små og store skakdrenge sluttede lige uden for medaljerækken, da de i weekenden spillede om DM i skoleskak i Haderslev. Såvel i A-rækken (0.-10. klasse) som i B-rækken (0.-7. klasse) sluttede Mårslet på den lidt ærgerlige fjerdeplads, som betød, at de for første gang måtte rejse hjem fra et mesterskab uden at få medaljer om halsen.

For et år siden vandt begge hold bronze, og i både 2000 og 2001 var der guld til Mårslet i B-rækken. De to hold startede også i vanlig overbevisende stil med storsejre i første runde fredag aften, men lørdag spillede de unge mårslettere ikke op til deres bedste, og det blev kostbart i mødet med et par af de andre tophold. Efter et par store nederlag var slaget om medaljerne reelt tabt, og så var det ikke tilstrækkeligt, at holdene kom stærkt igen søndag.

Det er dog stadig et flot resultat at blive kåret som landets fjerdebedste skole, og der er mange nye talenter på vej i de yngre klasser, så det er ikke utænkeligt, at cheftræner Kurt Ohlsens tropper i de kommende år atter kan nå helt til tops.

link