Nytilflytter vil starte fotoklub -
14/4/2003

Den 45-årige ingeniør Lars Erik Bräuner er ikke kun kommet til Mårslet for at nyde – han vil også yde. lars Erik Bräuner har netop taget initiativ til dannelsen af en lokal fotoklub. For et år siden kom han til Mårslet fra Silkeborg, og har indtil nu fortsat sit medlemskab af fotoklubben dér.
"Men der er langt at køre for det ugentlige møde," konstaterer han – derfor vil han gerne finde sammen med mårslettere, der deler hans interesse for foto.
Lars Erik Bräuner tager udgangspunkt i sin gamle Silkeborg-klub, når han skal give eksempler på, hvad man laver i en fotoklub:
"Det handler meget om at se på billeder. Måske er der én, som har taget billeder med. Eller en fotograf kommer udefra og fortæller om sine billeder. En billedkunstner kan komme og fortælle om komposition og farve – eller man kan tage på besøg på et fotolaboratorium."
Derimod betyder selve teknikken og hvad man fotograferer ikke så meget:
"Det går klart i retning af det digitale foto, men det er mere billederne end typen af kamera, vi snakker om."
Lars Erik Bräuner vil, når han har overblik over, hvor mange interesserede han kan tromle sammen, overveje konktakt med både den lokale kunstforening "1½ mm stiplet" og med HalHuset, der både kunne bruges som udstillings- og mødelokale.
Kontakt Lars Erik Bräuner via vedhæftede email eller på telefon 86 80 14 80. Se Fotoklubben Fokus’ hjemmeside på vedhæftede link.

link email