Antik-butik i Testrup,
19/4/2003

Den gamle Smedie på Testrupvej 117 lige over for Højskolen har, helt usynligt fra vejen, en fantastisk og stor have, som der to gange hvert år er åben have i. I år ligger det 28.-29. juni og 2.-3. august.
I dette forår har ejerne af haven, Margit og Frank Olesen, suppleret deres have-aktivitet med en åben smedie, hvorfra de hver lørdag sælger antikke ting og gamle sager.
"Sølvbestik - gammelt porcelæn - fajance - gamle glas - glasfade og skåle - småmøbler, bl.a. hvidmalede - samt meget, meget mere," remser ægteparret op i en pressemeddelelse.
I påske er der ekstraordinært åbent i den gamle smedie, mens der er påskeudstilling i højskolen. Det vil sige 1. og 2. påskedag fra kl. 10 til 17.