Største skole nogensinde -
4/8/2004


Glade børn trængtes i dag på skolevejene til Mårslet Skole. 652 elever tog her til morgen hul på et nyt skoleår. På mandag starter yderligere 80 elever. Det bringer skolen op på det største elevtal nogensinde: 732.
"Vi har nu heller aldrig haft så mange forældre med til morgensang", konstaterede en glad skoleleder Bodil Hvid midt på formiddagen. Normalt beder man forældrene holde sig bagest i A-husets fælleslokale under morgensangen for at undgå, at børnene kun står og kigger på far & mor.
"Men i dag var vi nødt til at lade forældrene stå op langs siderne i lokalet, ellers kunne de simpelthen ikke være der," fortæller Bodil Hvid.
Blandt de 652, der startede i dag, er 19 elever i 10. klasse. De kommer alle udefra:
"Der har været tendens til i mange år, at vore egne elever efter 9. klasse søgte andre skoler, og det samme gør man andre steder. Så vi er startet med 19 elever, som kommer til udefra. Men på grund af den strukturændring, der er vedtaget, og som betyder oprettelse af 10. klasses centre, er det sidste år, at vi har 10. klasse på Mårslet Skole," fortæller Bodil Hvid.
Selv uden 10. klasse ventes elevtallet at stige til nye højder i løbet af den næste årrække. Ifølge prognosen vil elevtallet i løbet af ti år nå op på 800. Det vil kræve, mener Bodil Hvid, at Mårslet Skole tilføres nye lokaler:
"Som lokalesituationen er lige nu, kan vi i hvert fald ikke tage imod 800 børn uden nye lokaler. Men det er jo ikke os, der bestemmer," som hun udtrykker sig. Mårslet Skole vil i den forbindelse være afhængig af ekstra kommunale midler.
I dag har skolen to vandreklasser. To sjette-klasser deler hjemlokale. Det samme gør to ottende-klasser.
Ud over børnene og de mange forældre har Bodil Hvid i dag budt velkommen til to nye lærere. En enkelt er vendt tilbage efter en orlov.
De 80 børn, der starter i de nye børnehaveklasser på mandag kl. 10, er fordelt på tre meget store klasser. De to af dem er på 27 børn, den tredje på 26 børn. Der er i den anledning sat ekstra lærerressourcer på.