Stien fra Tranbjerg til Mårslet
4/8/2004

I stilfærdighed - uden flag, taler, snor og guldsaks - er stien fra Tranbjerg til Mårslet blevet åbnet for trafik af Århus Kommune tirsdag den 3. august.
Stien starter i Mårslet fra enden af Frøkærparkens stamvej, går langs Odderbanen og ender i Tranbjerg ved bus nr. 11's endestation (Tingskov Allé/Hyrdevænget). Efter busvendepladsen kan man f.eks. nemt komme op til tværstien, der går tværs over til Center Syd i Tranbjerg.
Stien er belagt med en finkornet asfalt, der gør den behagelig både at gå og cykle på; men der er ikke opsat belysning langs stien. Om det kommer senere, vides ikke.