Mårslet Børne Festival
10/6/2003

På torsdag og fredag, 12. og 13. juni, afvikles den 11. Mårslet Børne Festival. Selv om jubilæumsarrangementet sidste år var stort og farverigt, har arrangørerne alligevel sat sig for at overgå det, og de har faktisk sammensat det største program nogensinde, fortæller en af initiativtagerne, Niels Gade, SFO.

Blandt børnefestivalens ultimative trækplastre er dette forårs lokale MGP-finaledeltager, Nanna Jenner, der går på scenen sammen med to af finaleshowets bedste dansere, Anne Sofie (der også er fra Mårslet) og Nynne (fra Malling).
MGP-pigerne går på scenen fredag kl. 15.20.

Tradition og fornyelse. Det er festivalens nøgleord. Fra den traditionsrige del af arrangementet kan nævnes det fælles børneoptog, som starter ved Brugsen kl. 9.15, og som efterfølgende bevæger sig til festivalpladsen på SFO Trekantens arealer. Optoget føres som sædvanlig an af dansere og rytmegruppe fra Århus Friskole.

Kl. 10 åbnes festivalen officielt af - selvfølgelig, fristes man næsten til at sige - Muddi og Salamidrengene. Det er en rolle, gruppen har haft mange gange i de forgangne år.

På festivaldagene vil en lang række af byens børneinstitutioner optræde, sådan som det var børnefestivalens oprindelige grundelement.

Blandt nyhederne vil være bl.a. temaaktiviteterne "Det Persiske Land", som man finder ved gynge- og klatrestativerne, samt "Indianerland", som man finder ved flagstangen / bålpladsen. Desuden bliver der etableret gocartbane.

Niels Gade annoncerer yderligere "et par meget store overraskelser", men vil - i sagens natur - ikke fortælle detaljer om, hvad de går ud på. Kun at den ene finder sted fredag kl. 15.30.

SFO's forældreråd står for udskænkning af kaffe til forældrene - skænket af byens institutioner.