Festspillet er klar til start -
21/7/2003

Nedtællingen er godt i gang til dette års udgave af festspillet på Vilhelmsborg. Det er en lystig operette om Grevinde Maritza, en smuk og rig enke, der har en hoben fallerede grever og baroner omkring sig, der er lidt for ivrige efter at vinde hendes gunst og penge. For at undgå de emsige og ikke alt for attraktive bejlere opfinder grevinden en ægtemand med det usædvanlige navn Koloman Zsupan. Det giver problemer, da det viser sig, at der findes en baron af dette navn, og denne så melder sin ankomst på slottet og gør krav på grevinde Maritza.
Forestilllingen er, lover dens hjemmeside, bygget op med megen morskab, flotte dansenumre og en stribe solosange og store kor-numre. Garneret med de smukke omgivelser og de varme sommeraftener, vi har i øjeblikket, er der lagt op til dejlige aftener i de grønne omgivelser.
Forestillingen er instruktør Erik Bent Svendlunds sidste. Han har stået i spidsen for festspillet i 13 år.
Billetter kan reserveres og købes via festspillets hjemmeside, hvorfra man sendes videre til BilletNet.

link