Stiforbindelsen fra Hørretløkken
23/7/2003

Når skolen starter onsdag d. 6. august, kan skolebørnene fra Hørretløkken måske samtidig køre og gå i skole ad nye stier ned over Præstegårdsvej ved stikvejene Præstegårdsvej 26-28 og Præstegårdsvej 58-60.
Karsten Jensen, Vej- og Kloakvedligeholdelsen i Århus Kommune, oplyser i hvert fald, at entreprenøren måske vil gå i gang allerede i næste uge. Sker det, kan stierne måske være klar med både asfalt og bomme, når skolen starter, anslår han.

Netop skolebørnenes sikkerhed har været en af grundene til den store opmærksomhed på stierne fra Hørretløkken ned over Præstegårdsvej.

En anden grund har været, at ikke alle beboere på Præstegårdsvej var begejstrede for naboskabet med de nye stier. Ved Præstegårdsvej 26-28 blev det hul, hvor stien skal gå, direkte spærret med et højt hegn.

Kommunens folk forsøgte, efter at retsgrundlaget for sti-forbindelsen var slået fast, at lave en midlertidig åbning 30. juni - dvs at pille hegnet ned.
Det blev forhindret af en vred beboer.
"Vi kommer ud for lidt af hvert," som Karsten Jensen fra Vej- og Kloakvedligeholdelsen diplomatisk udtrykker sig.
Han siger også, at "det kan ikke rigtig nytte" - entreprenørens folk går i gang:
"Det har været forbi juristerne, rådmanden har dispenseret fra lokalplanen, og politiet er også orienteret om sagen."