Byfest vokser
3/8/2003

Byfesten i Mårslet er gennem de seneste år blevet en stor og vidt favnende aktivitet med en række af tilbud til små og store og nye og gamle i byen.
Byfesten afvikles traditionelt i 3. weekend i august. I år indledes der torsdag d. 14. august med et børnecykelløb med start ved HalHuset, og Cirkus Krone lukker og slukker søndag på boldbanerne. Imellem disse to tidsmæssige yderpunkter vil byfesten sprde sig ud over mange forskellige steder i by og opland.

Blandt nnyhederne i år er bilorienteringsløbet. Det er arrangeret af Juletræslauget i samarbejde med Aarhus Automobil Sport, der har lavet ruten og står for instruktion af deltagerne inden løbets start. Der indledes lørdag kl. 13.30.
Læs mere - også om tilmelding - på www.maarslet.net/byfest

En anden ny aktivitet lørdag er leg! DGI's legepatrulje lægger vejen om ad byfesten med et aktivitetstilbud, der spænder fra gamle idrætslege over bold- og naturlege - samt en kæmpe hoppeborg. FUGA sørger for musik ved HalHuset, og legepatruljen sætter gang i både børn OG voksne.
DGI-aktiviteten finder sted på boldbanerne lørdag.

TMGs cykelafdeling er som traditionen byder det arrangør af to meget populære aktiviteter. Det ene er børnecykelløbet, der starter byfesten torsdag. Det andet er familiecykelløbet om fredagen. Det sidste plejer at være et af byfestens højdepunkter med hundredvis af deltager i alle aldre.

Lørdag er ubetinget byfestens store dag. Programmet indledes med morgenkaffe og kræmmermarked i Bomgårdshaven, og det slutter med bybal i skolens kantine og musik-café i HalHuset.

Se byfestens fulde program med mere om bl.a. det traditionsrige skakmesterskab, petanque-turnering og Giber Å-marchen på vedhæftede link - læg blandt andet mærke til, at der skal tilmelding til nogle af aktiviteterne.

link