Modsætninger og dog samspil -
27/11/2004

da juletræet på byjorden foran kirken i dag blev tændt for fjerde gang, var der tilføjet en ny begivenhed. Foran en så stor mængde af mennesker, som der vist aldrig har været før, kunne fællesrådets formand Anne Worm afsløre, hvad der skal ske med den træstub, der blev i rest, da en storm tidligere på året væltede et stort træ på byjorden foran kirken, få meter fra vejen.
Anne Worm sagde efter at have konstateret, at der var samlet 13.500 kr. ind, tilstrækkeligt til at Jørn Ronnow vil påtage sig opgaven til en slags vennepris:
"Han har ikke oplevet før, at en by går sammen på denne måde for at realisere et kunstværk."
Det hed videre:
"Stubben viser sig at være delvis rådden i den ene gren, og det er et af de forhold der har sat sine begrænsninger og haft betydning i udvælgelen.
Faktisk er der ikke fundet én enkelt vinder. Kunstneren vil lade sig inspirere af hele fire af forslagene.
Det bliver lidt dyrere for Fællesrådet, men det går nok.

Grundidéen i Hans Ishøys forslag er modsætninger i samspil. Det bliver basis i udformningen, idet massiviteten i den ene gren vil spille sammen med letheden i den anden.

Claus Bundgaard Nielsen har foreslået udskæring med plantemotiver, og det vil blive den dominerende udsmykning, som relief forneden og gradvis mere udskæring opefter.

Finn Smerup har foreslået et M for Mårslet, Midtpunkt og Mødested, og det skal med i reliefdelen.

Kaj Christensen har foreslået trolde, og Jørn Rønnow er ret sikker på at der findes et lille troldehoved et sted i stubben."

Skulpturen er "en julegave, vi har givet til hinanden," konstaterede Anne Worm. Den kommer dog ikke til at stå færdig til juleaften:
"Men vi regner med at kunne holde fernisering i marts/april," hed det.
De fire vindere (én in absentia) fik af Fællesrådet hver overrakt en flaske af Mårslet Brændevinslaugs Julesnaps 2004.