Højskolens teaterhold
6/12/2004

Testrup Højskoles teaterhold har iscenesat en forestilling uden ord. Et længere forløb med fysisk og gestiske teaterudtryk, munder nu ud i en rablende vanvittig slapstick-farce.
Forestillingen bygger på de komiske teatertraditioner der bedst huskes fra gamle stumfilm-farcer, med elementer af gøgl, "falde-på-halen-komik" og klovneri.
Handlingen er henlagt til et hotel, der kan minde om badehotellet fra "Fawlty Towers" med John Cleese.
Direktricen på hotellet kæmper med sit personale: Portieren, med småfacistiske tilbøjeligheder, tjeneren der, henfalden i sit eget spejlbillede, nidkært vogter over hotellets bar, og den dovne rengøringskone, som alle hakker på. Hun hakker til gengæld på den lille nye generte stuepige….
Alle på hotellet opfører sig, som om der er fuldt belagt, hvad der bare ikke har været i mands minde.
Men en dag kommer en gæst, som så sætter alt på den anden ende. Han ødelægger personalets daglige rutiner og må smides ud. Med stuepigen indledes dog en kærlighedsalliance, og sammen gør de to oprør mod den strikse direktrice og hendes undersåtter.
Hvordan det ender, kan du selv se i denne gratis forestilling, hvor der er garanti for gymnastik for lattermusklerne hele vejen igennem.
Forestillingen spiller torsdag d. 9.12 kl. 21.00, fredag d. 10.12 kl. 20.00 og lørdag d. 11.12 kl. 16.00.
Billetbestilling på tlf. 86 29 03 55 - fri entré - alle er velkomne.