Èn postkasse hen over nytåret,
20/12/2004

Mårslet må klare sig med én postkasse på stationen hen over nytåret. Den anden blev sprængt i stykker i starten af sidste uge, og Post Danmark sætter af princip ikke nye postkasser op i december - de risikerer også at sprængt i stykker, lyder logikken. En ny postkasse koster 13.000 kr.
Det er beregnet, oplyser Post Danmark i Århus, at Mårslet skal kunne klare sig med de to postkasser, der normalt er på stationen, suppleret af den betjening, som postbutikken giver.
Når der kun er én, kniber det imidlertid. I går var det ikke muligt at komme af med sin post. Midt på eftermiddagen var den enlige postkasse på stationen fyldt til godt og vel randen.
Postbetjeningen har gennem det sidste årti været mål for en del nedskæringer. Der er taget postkasser ned på Bedervej, på Frøkærparken og på Tandervej foran kiosken. Samtidig har postbutikken indskrænket sine åbningstider.