Stadig et smørhul -
16/1/2005

Indbrud er en alvorlig sag med store personlige konsekvenser for de mennesker, det går ud over - men Mårslet er ikke hårdt ramt. Det oplyser landbetjent Ib Stidsen, Beder.
Han har kigget i statistikken og kan fortælle, at der i hele 2004 kun er registreret 17 indbrud i Mårslet.
"Som sagt en alvorlig sag for de mennesker, det går ud over - men i sammenligning med hvad der foregår andre steder, så er det et meget lavt tal," påpeger Ib Stidsen.
I det sydlige Århus ligger kun Solbjerg bedre - her er kun registreret 12 indbrud i 2004.
I Malling er det tilsvarende tal 32 - og i Beder 37.

Med hensyn til det hærværk, der har været meget i mediernes søgelys i 2004, kan Ib Stidsen bekræfte, at der har været problemer:
"Men siden jeg har haft fem drenge fra det sydlige Århus til en alvorlig samtale, er der ikke anmeldt mere hærværk på skoler, klubhuse og instititutioner," oplyser han.

Ib Stidsen bor i Beder, men har hele Beder-Malling, Mårslet og Solbjerg som sit ansvarsområde. Han træffes mandag - torsdag kl. 09-10 og torsdag tillige kl. 16-18. Der ud over kan man lægge besked på hans telefonsvarer, så ringer han snarest tilbage.
Som landbetjent vil han gerne i al sin enkelhed bruges, når en borger i hans område tænker ordet POLITI - og det ikke er her-og-nu-opgaver, altså udrykning.
Ib Stidsens arbejdsfelt er således stort set alt indenfor politimæssige opgaver:
Anmeldelser om hærværk, tyveri, indbrud,pas, kørekort, færdsel.
"Og hvad jeg ikke ved, ved jeg, hvor jeg kan få oplyst," fortæller han med et smil.

Find som noget nyt på webben den direkte forbindelse til politiet via link i venstre spalte.