Grunde til salg
28/4/2005

Fredag d. 29. april kl. 16 er sidste chance, hvis man vil være med i spillet om ni parcelhusgrunde, som Danbolig har til salg mellem Testrupvej og Mustrupvej.
Grundene bliver solgt i licitation uden projekt dvs at køberen selv kan få lov at bestemme, hvad der skal bygges på grundene.
12 andre grunde på Mustrupvej 50, sydligst i samme lokalplanområde, er blevet solgt med projekt dvs med et Holmbo-hus, fordi det er Holmbo-Huse, der har haft grunden.
Hvis man vil være med i fredagens budrunde, skal man omkring Danbolig i Beder og hente et skema. Der er allerede flere bud på alle ni grunde, oplyser ejendomsmægler Lars Sidelmann, Danbolig. Alligevel er han helt sikker på, at flere vil komme ind i morgen fredag.
Grundene er mellem 715 og 1250 kvadratmeter store, og de bliver udbudt til vejledende priser fra 825.000 kr.

Udbudsrunden er kun én indikation på, at "vedtaget lokalplan ønskes snarest". Køberne kan nemlig ikke komme til at bygge på deres grunde, før lokalplanen er vedtaget og jorden er byggemodnet. Og flere købere står i venteposition.
Danbolig skal således sælge dobbelthuse både midt i lokalplanområdet og dobbelthuse længst mod nord i området:
"Alt efter, hvordan lokalplanen kommer til at se ud," som Lars Sidelmann siger.
Netop den nordligste del er usikker, fordi lokalplanforslaget går så tæt på åen, at der skal dispensation fra åbyggelinjen til. Og det vil en række lokale kræfter ikke være med til.

At Lars Sidelmann overhovedet kan sælge de antal dobbelthuse, der bliver plads til, er han ikke i tvivl om:
»Vi har lige solgt et stort projekt af den type i Beder på meget kort tid. Vi har venteliste til den slags boliger," siger han.