Forslag til ny aktivitet
8/5/2005

Kåre Sørensen, lærer på Beder Skole og tidligere initiativtager til et cykelløb i Mårslet, sender nu en ny bold i luften.
Han foreslår et motionsløb til afvikling under byfesten i Mårslet - mere præcist lørdag d. 20. august kl. 15.
Løbet kan enten afvikles som en aktivitet til støtte for drift og vedligeholdelse af HalHuset - en slags "HalHus-løbet i Mårslet"
Alternativt foreslår han løbet afviklet i regi af en ny forening af motionsløbere i Mårslet.
Udgangspunktet er umiddelbart "det gedigne stisystem, vi har i byen," som Kåre Sørensen skriver i sidste nummer af Mårslet-Bladet.
En gruppe løbere løber allerede i vinterhalvåret en rute på 6,5 km torsdage aftener - "den må være skræddersyet til formålet", foreslår Kåre Sørensen.
Løbet tænkes åbent for stort set alle aldersgrupper:
"Uanset træningsniveau vil alle kunne spurte, løbe, lunte, trave eller stavgange denne strækning, og jeg forestiller mig, at mange andre vil stille sig an som tilskuere og heppere på ruten," hedder det videre i oplægget.
Kåre Sørensen efterlyser nogen, der vil gå sammen med ham om at føre idéen ud i livet. Henvendelse til Kåre Sørensen, Langballevej 124, 86297717, eller på vedhæftede mail.

email