Pinse på butikstorvet -
9/5/2005

Pinsen i Mårslet bliver pr. tradition markeret ved Centerforeningens arrangement på butikstorvet, og det foregår efter hvad vejrudsigten siger i strålende sol og forårslunt vejr - under alle omstændigheder pinselørdag fra morgenstunden.
Centerforeningens aktive medlemmer til denne pinsefest er de tre B´er, Brugs, Bager og Bank.
For de morgenfriske bliver der serveret gratis kaffe og rundstykker og en lille en til halsen fra klokken 09.00.
Nordea Bank vil hen ad kl. 10 afsløre, hvem der afløser Kim Rasmussen som årets mårsletter.
Priskomiteens formand og bankbestyrer Vibeke Rosendahl vil overrække hædersprisen med pokal og gavecheck.
Skal der være pinsefest, skal der også musik til. Den leverer Ole Nørskov, medens man ved de hvide borde får en snak med naboer og venner. For dem, der ikke når hjem og spise, tilbyder Brugsens slagter pølser fra medbragt pølsevogn.

KC