Resultat over det forventede,
6/6/2005

Efteråret 2003 besluttede menighedsrådet, at der skulle nedsættes sættes et arbejde i gang med henblik på at skaffe messehagler til Mårslet kirke.
Siden da har der været arbejdet på mange forskellige måder med projektet. Det sidste og største arrangement fandt sted den sidste søndag i maj, da der var festdag for kirke og kunst.
Da regnskabet blev gjort op efter fire forrygende timers arrangement, viste det et imponerende overskud på 16.500 kr.
De største poster trak tombolaen med 5.611 kr. og kunstboden med 5.553 kr.
Et imponerende flot resultat set i lyset af, at der om lørdagen havde været loppemarked med rekordstor omsætning. Jo, interessen for fællesskabsprojekter er fortsat meget levende i Mårslet.
På dagen kunne man se det næsten færdige broderi til den hvide hagel, og som der foreløbig er lagt 180 timer i.
Det broderi er næsten færdigt og klar til montering.
Det er tekstilkunstneren Rie Vodders donation til projektet.
Den grønne hagel har Bente Sørensen designet, og Ninna Sørensen har broderet brystmotivet. Rygmotivet er broderet i fællesskab af Bente Fisker-Sørensen, Bente Sørensen, Karen Lunderskov, Bente Andersen og Olga Nielsen. Der er indtil videre anvendt 260 kvindetimer på den grønne hagel. Desuden er Lilian Hejlsborg og Bodil Bjødstrup tilknyttet projektet sammen med Ryon Sørensen og Fisker-Sørensen.


Festdagen for kirke og kunst var også bygget op over donationer, og kunstbordet bugnede af akvareller, malerier, smykker, håndarbejder i fineste kvaliteter, og lodderne til 25 kr. gik som varmt brød.
Tombolaens 250 præmier - også alle donationer - var udsolgt på rekordtid, og i den udendørs pitabod kneb det for medlemmerne af børneklubben "Ørnereden" at følge med i de kulinariske leverancer til de sultne gæster!

Mårslet Kirkes sølv var i dagens anledning udstillet, og Hans Møller fortalte på en levende og kompetent måde om anvendelse og traditioner gennem tiderne.
Og fik man ikke set børnealtertavlen i kirken i påsken, var det her muligt at komme helt tæt på de 25 billeder fremstillet i foråret af 3. c på Mårslet Skole under temaet "Påsken i billeder"
Bl.a. billeder fra børnealtertavlen "Påsken i Billeder" og ikonbilleder af Fisker Sørensen var i dagens anledning omsat til Mårslet-postkort.

Jørgen Lauritsen

link