Fryd for øje og øre i Mårslet Kirke
14/6/2005

Det var vellyd fra første tone ved koncerten i en helt fyldt Mårslet Kirke tirsdag aften med CÆCILIAKORETís 28 sangere under ledelse af Michael Deltchev. Efter første afdeling med bl. a. Griegs "Ave Maria Stella" og Max Regers "Schönste Zierde uns'rer Erde" blev sunget fællessalmen "Kærlighed til fædrelandet". Anden og tredie afdeling var med svenske og danske folkemelodier og en orgelsolo , "Gl. svensk fäbodssalme". - Og mon ikke det rislede behageligt ned ad ryggen på de mange tilhørere, da koret gav Eigil Harder og Kaj Munks "Den blå anemone" i et specielt arrangement af John Høybye.
Efter et bifald, som tilsyneladende ingen ende ville tage, gav Michael Deltchev og koret som ekstranummer Evert Taubes "Så skimrande var aldrig havet", og efter en fællessalme, "Det dufter lysegrønt af græs", sang baryton-solisten Jesper Schneidelbach "Am Abend" akkompagneret på orgel af organisten Birgit Nordvig, der med meget kort varsel måtte træde til, da Mårslet kirkes organist Pia Labohn i sidste øjeblik havde måttet melde fra på grund af sygdom.
Jo, en dejlig aften for øje og øre i Mårslet Kirke.
JL

email