25 nye seniorboliger
24/7/2005

25 nye seniorboliger udbydes nu til salg i Mårslet.
Det sker under navnet Tanderparken. De 25 boliger opføres umiddelbart syd for byen på hjørnet af Tandervej og Mustrupvej.
Der er tale om boliger på mellem 96 og 114 kvm. De grupperes rundt om et fælleshus, der skal ligge midt i Tanderparken. Alle indgange skal vende ud imod dette centrum. Det er tænkt som en tryghedsskabende faktor.
De 25 boliger ventes indflytningsklar i foråret 2007.

Mårslet har igennem de seneste 5-6 år fået mange nye seniorboliger. De første to projekter blev opført bag Visbjerg Hegn. Sidst blev der opført en del seniorboliger på den nye Hørretløkken-udstykning. Nu følger altså 25 boliger mere - helt i tråd med den aktuelle debat, der går på at bygge mindre seniorboliger til de ældste, så den aktuelle boligmangel kan afhjælpes ved at få seniorerne ud af de store villaer.
Tanderparken opføres som andelsboliger, og bag projektet står et firma med en ejendomsmægler, en advokat og et arkitektfirma.
På dette firmas hjemmeide på link kan man under menu'en "projekter" læse, at de 25 boliger senere følges af et projekt mere i samme lokalplanområde.
Læs mere om Tanderparken på vedhæftede link.

link