Indvielse på trods -
21/8/2005

På denne sidste dag i byfesten tog mere end 50 mårslettere sig til tid at komme til indvielsen af Jørn Rønnaus træskulptur foran kirken. Vejret var perfekt, og alle ventede forventnigsfuld på at høre motorsavskunstneren Jørn Rønnau fortælle om tekst og symboler på stubben.
Desværre udeblev Jørn Rønnau fra indvielsen på trods af indgåede aftaler. Meget ærgerligt, da der var mange spørgsmål til kunstneren.
Men indviet blev skulpturen da med fællessang, ledsaget på guitar af lærer og musiker Ole Nørskov, som for øvrigt var idémanden til træskulpturen.
Fællesrådet og Mårslet Juletræslaug bød på lidt kølig vin og taler, så alt i alt blev det en hyggelig og rar indvielse.
To timer efter aftalt tidspunkt kom forklaringen på det mystiske forløb via telefonen. Jørn Rønnau havde været på hospitalet med sin gamle mor og fik aldrig meldt afbud i ordentlig tid. Han undskylder meget, men vil nu skrive lidt om sine ideer omkring stubben.
KC