Anne Worm er død.
23/8/2005

For kun tre måneder siden gik Anne til lægen med noget, hun selv opfattede som en irriterende bagatel. Men det viste sig at være en ondartet kræftsygdom, som i det skjulte havde bredt sig, og som lægerne måtte opgive at helbrede.

Med Annes død har mange mistet meget. Peter har både mistet sin mor og i hans seneste ungdoms- og voksenår en livsklog og kærlig kammerat. Brødrene har mistet den festlige, rapkæftede søster, og alle vi andre vil føle et savn, hvor Anne på forskellig måde har været en del af vore liv.

Anne brændte varmt for sin by og sine medmårslettere. Som koordinator i væreby-leveby projektet var hun en utrættelig inspirator og tovholder for den uregerlige flok af ildsjæle. Og det føltes indlysende rigtigt, da Anne senere blev valgt til formand for Mårslet Fællesråd.

Som formand for Fællesrådet søgte Anne at fordele opgaver og ansvar til hele forretningsudvalget og de forskellige underudvalg. Ikke for selv at slippe lettere, men fordi hun var en ægte demokrat.
Det gav sig også udslag i, at Anne aldrig brugte formandsposten til at fremhæve sig selv. Tværtimod lod hun ros og ære tilfalde dem, der ville påtage sig et arbejde og et ansvar.

Anne kunne også træde i karakter som leder og forkvinde. Da Århus Kommune begik et overgreb på Mårslet ved at frigive et voldsomt antal byggegrunde, mobiliserede hun sit omfattende netværk til kamp. På et stort borgermøde redegjorde hun klart og skarpt for mårsletternes holdninger, så det gav genlyd helt ind i Århus byrådssal. I en sådan grad, at den ellers så arrogante og egenrådige Århus Kommune vendte tilbage for at få en dialog om, hvorledes man kan lette, afbøde og kompensere for de problemer, man har påført Mårslet.

Den musiske Anne kunne mårsletterne møde i koret Rusty Cotton, i kirkespillene og som både forfatter og skuespiller i Mårslet Revyen. For slet ikke at tale om de happenings, Anne arrangerede, når hun havde noget på hjerte: Protesten mod lukningen af bogbussen, indsamlingen til Rønnau-stubben o.s.v.

Privat var Anne meget privat. Den helt tætte kontakt var reserveret den nære familie, nogle få meget gamle venner og enkelte nye. Ikke fordi Anne var karrig med sig selv, men fordi hun af blufærdighed og beskedenhed ikke mente, at hun var noget særligt. Men lige på det punkt tog hun fejl. Anne var noget helt særligt.

Anne bisættes fra Mårslet kirke fredag den 26. august klokken 14.

Hans Ishøy