Mårsletter åbner internetbutik
6/9/2005

Med House of kids går grafiker Helle Guldmann på nettet med en børnetøjsbutik, som sælger tøj til drenge og piger på 1-10 år
Helle Guldmann, der bor på Visbjerg Hegn, er lige vendt tilbage til arbejdslivet efter en barselsorlov.
Hun fik idéen til sin netbutik, da hun havde forsøgt at købe børnetøj af en vis kvalitet på nettet.
Det kunne hun ikke.
Hun syntes heller ikke, at de hjemmesider med børnetøj, der fandtes, var så flotte og professionelle, at hun fik lyst til at købe.
Derfor kontaktede hun de designere af børnetøj, hun godt selv kunne lide: Rützou, Okker Gokker, Mini A Ture, Krista Lynggard, Serendipity og MP strømper. Fortrinsvis danske designere af funktionelt kvalitetsbørnetøj. Og fik grønt lys til, at de ville levere til hendes nye internetvirksomhed.
"For mig er det vigtigt, at det er nemt og indbydende for kunderne at navigere rundt på siden. Derfor kan de søge både på tøjmærker og alder og på den vare, de lige står og mangler, f.eks. bukser eller kjoler. Som en ekstra service kan de også finde forslag til, hvilke andre modeller, der er gode at kombinere med det tøj, de har valgt.
Internetbutikken gik officielt i luften den 1. september, men de første ordrer begyndte allerede at tikke ind sidst i august," siger Helle Guldmann.
Den nye tøjbutik har lager i Odder.

link