Lys fra Mårslet til Grønland -
13/9/2005

oi electric på Hørretvej afskiber i denne tid en meget stor ordre af højteknologisk udstyr til et flyadvarselssystem i Grønland. Fysisk er der tale om seks containere, hvoraf de første er gået af sted. Økonomisk vil indehaveren af virksomheden, Ove Ibsen, kun gå så langt som at sige, at der er tale om en "meget stor ordre" af stor betydning for oi electric.
Der er et næsten diametralt modsætningsforhold mellem den fredelige tilværelse uden for rampelyset, oi electric fører i Mårslet, og det, virksomheden beskæftiger sig med.
Den primære ydelse er udstyr til sønavigation i Danmark, Færøerne og Grønland. I praksis er der tale om solcelleanlæg, der omdanner dagslys til elektrisk energi. Teknologien anvendes bl.a. i fyrtårne, hvortil det ofte vil være meget dyrt at føre anden energi.
Teknikken anvendes også på anlæg til telekommunikation, der stilles op i øde bjergegne i Grønland.
Den aktuelle ordre, der er ved at blive afskibet, vedrører samme type meget effektkrævende, blinkende advarselslys, som vi kender fra Søsterhøj-antennen bare sat op på master i det sydlige Grønland.
Anlægget, som i netop dette tilfælde skal drives af dieselgeneratorer, opføres i samarbejde med et amerikansk firma.
Alle anlæggene designes og produceres på Hørretvej, hvor der arbejder tre fast. Desuden knytter Ove Ibsen freelance medarbejdere til virksomheden efter behov.
oi electric lavede det første solcelleanlæg for Jysk Telefon i 1982. Det nuværende arbejdsområde er spin off herfra.
Solcelleenergi anvendes ikke meget i det sydlige Danmark en stor skam, mener Ove Ibsen:
"Den mængde solenergi, der bliver tilført jorden, er 20.000 gange større end det samlede energiforbrug på hele jorden," fortæller han.

På vedhæftede billede af fyret ved Hals Barre ser man solcellen på tårnets side. Cellen føder et stort batteri, som forsyner lanternen og øvrigt udstyr med energi om natten.
Hals Barre Fyr blev bygget i 1912 i Ålborg Havn som en sænkekasse, der blev slæbt ud på den position, hvor den står nu.
Tidligere lå der et fyrskib på positionen. Det havde været en bemanding på tre mand, som boede 14 dage ad gangen på fyret indtil 1972.
I 1964 blev der installeret tre dieselgeneratorer i fyret til generering af el og varme.
I 1972 blev fyret automatiseret, hvorefter personalt blev sat til andet arbejde og siden pensioneret.
I 2001 blev det ombygget til solcelledrift, hvilket reducerede CO-2 forudreningen med ca fire tons om året.

link