New Mårslet - double up.
13/9/2005

Mårsletterne er åh, så pæne og korrekte. Men kigger man bag om byens velklippede hække, findes en broget verden af skøre historier. Der er lagt op til både klukken og latter, når byen tages under kærlig behandling i årets revy: "New Mårslet double up!"

Netop i disse dage synger, svinger og spiller en håndfuld mårslettere sig gennem en perlerække af skægge numre, der iøvrigt også er skrevet af lokale forfattere.
Mårslet lokale revyforening, 105 g Blandet, kan fortælle, at forestillingen nu er ved at tage form, så man er klar til de tre festforestillinger 6. + 7. + 8. oktober i Mårslet Borgerhus. Forestillingerne begynder klokken 20.
De gennemføres som selvbetjenings-serveringsteater, idet man før, under og efter forestillingerne kan købe vin, vand, øl, kaffe og småkager i den - som regel - meget velbesøgte bar.

Da scenen fylder en del, er der kun plads til knap 80 tilskuere pr forestilling, så de maksimalt 240 pladser rækker kun til de ivrigste. Sidste år var der totalt udsolgt til alle forestillinger.

Man kan ikke bestille eller reservere billetter, så skynd dig til Mårslet SuperBrugs, hvor billetterne kan købes fra 16. september til 60 kroner stykket ved kasse 1.